Niels Andersen og hustru Mariane optræder i denne historie, som her er gengivet efter Arne Feldborg: "Den døde brudgom", www.hammerum-herred.dk:

Assing sogns Kirkebog 1816 - 1825 side 46: 5 november 1820:
Begravet Enkemand Peder Lauridsen i Vejlgaard, 83 3/4 Aar. Døde pludselig. Just som han med sin 3. Brud gik ind ad Snejbjerg Kirkeport, blev han afmægtig. Blev derpaa af Bruden og hans afdøde Datters Mand i Vejlgaard understøttet under Armene og fulgt til Vaabenhuset, der en af Brudeselskabet rakte ham en Stol, hvorpaa han kraftløs nedlodes og døde øjeblikkelig. Han havde følt sig upasselig 2. Dagen før. Brylluppet aflystes; men da Upaseligheden hurtig gik over, blev det ved den første Bestemmelse.

Johan C. Sulkjær "Assing Sogn" om samme begivenhed:

"Gaa ud og se efter, hvad det bliver til med Brudefolkene" sagde Pastor Øllgaard, der stod for Alteret, til Degnen ‎(Thomas Gjesten)‎.

"Tårmes Daejn" skyndte sig saa ud, men kom rædselsslagen tilbage, rykkede Præsten i Kjolen og udbrød: "Æ Brujgom æ - banderno - dø !" -

Der fortælles saa, at de satte den døde op paa Vognen og fik Spillemanden, Niels Andersen fra Albæk, til at stive ham af. Han blæste undervejs af og til i Klarinetten, og da de kom hjem til Bryllupsgaarden, puttede de den døde ind i Alkoven, lukkede Paneldørene for ham og holdt sig lystige og fejrede "Brylluppet" efter Egnens Skik og Brug.

Men ude i Køkkenet sad Bruden og græd. Det var en gammel Pige, der længe havde "wæt syg for aa blyw gywt", og nu var saa hendes Lykkes skrøbelige Baad alligevel strandet i Havnen ‎(Se H. P. Hansen: Fra gl. Dage 1)‎. . .

Saa siger hun til Kogekonen: "Ja, hwa ska A no kaalles, for Kuen er A jo ett, og Pigh tygges A heller ett, A ka kaalles" Efter nogen Overvejelse tilføjede hun: "I ka jo kaald mæ Kjæn Enkepigh" - Det Navn gik hun saa siden under.

Men da Niels Andersen langt hen paa Natten kom hjem, spurgte Konen til, hvordan det var staaet af med Brylluppet. "Det blev ett av!" sagde Niels, og det kunde Mariane jo ikke godt tro andet om, end at det var Løwn.